Olivers mor vil have sag for Højesteret
Den østrigske mor til den knap seks år gamle Oliver vil have Højesteret til at vurdere sit krav om at få drengen udleveret.
Østre Landsret afviste fredag at udlevere Oliver fra Danmark til Østrig. Sagen blev i september behandlet af fogedretten i Helsingør.
Moren, Marion Weilharter, oplyser lørdag, at hun nu vil søge Procesbevillingsnævnet om at få sagen for Danmarks højeste retsinstans.
- Selvfølgelig vil jeg ikke acceptere den beslutning, og jeg vil søge om at få omstødt afgørelsen ved Højesteret i Danmark. Appellen vil blive sendt til Procesbevillingsnævnet, skriver Marion Weilharter i en pressemeddelelse på engelsk.
Marion Weilharter føler sig forfulgt af de danske myndigheder og mener, at Olivers liv er i fare, efter at hans far, Thomas Sørensen, i april 2012 rejste til Graz i Østrig og tog drengen med til Danmark mod morens vilje.
Hun var selv i 2010 rejst til Østrig med drengen. Olivers far og mor har siden sommeren 2010 haft en langvarig offentlig strid om, hvor barnet skal bo.
En dansk domstol gav i oktober 2010 faren den fulde forældremyndighed. Men moren fik samtidig ved en østrigsk domstol tilkendt fuld forældremyndighed over Oliver.
De tre dommere i Østre Landsret var uenige om fredagens afgørelse. En af dem mente, at drengen skal til Østrig, fordi det er hans sædvanlige opholdssted. Samme dommer mener, at faren har gjort sig skyldig i ulovlig barnebortførelse.
Østrigske myndigheder mener, at Thomas Sørensen har overtrådt straffeloven ved at bortføre barnet fra Østrig til Danmark, og han er idømt 12 måneders betinget fængsel. Faren har dog anket dommen.
Ifølge Marion Weilharter har Østre Landsret gjort "barnebortførelse" lovlig.
- Det kan jeg ikke acceptere. Vil Europa acceptere det? Det betyder, at vi alle må frygte, at danske borgere kommer til vores land og "tager" vores børn med sig - det kan ske for enhver!, mener Marion Weilharter.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde