Ombudsmand: Udlændinge sendes respektfuldt hjem
Politiet følger lovgivningen og internationale konventioner, når udlændinge tvangsudsendes til deres hjemland.
Det er konklusionen, efter at ombudsmanden har kigget nærmere på 42 udvalgte udsendelsessager fra 2011 og været med på otte tvangsudsendelser.
- En tvangsmæssig udsendelse er i sagens natur et alvorligt indgreb i den personlige frihed, og det er derfor vigtigt, at udsendelserne sker med respekt for udlændingens grundlæggende rettigheder og gennemføres sikkert og forsvarligt.
- Overordnet set mener vi, at politiet i 2011 har gennemført udsendelserne med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse, siger Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmandens rapport er dog ikke helt uden anmærkninger. Det kniber nemlig med papirarbejdet hos politiet.
Dokumentationen i flere af de gennemgåede sager opfylder ikke de anbefalinger, som findes i de internationale og nationale retningslinjer for tvangsmæssige udsendelser.
Samtidig har politiet i flere henseender ikke opfyldt den ulovbestemte grundsætning om notatpligt, lyder det fra ombudsmanden.
Det er første gang, at ombudsmanden kigger nærmere på politiets håndtering af tvangsudsendelse af udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Det skyldes nye EU-regler, som fra 1. april 2011 nedsatte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere
I sit tilsyn har ombudsmanden blandt andet fokuseret på magtanvendelse, at familier så vidt muligt forbliver sammen, sikkerhedsvurderingen og udsendelsesrapporten.
I perioden fra april 2011 til december 2011, som ombudsmanden har undersøgt, var der i alt 277 afsluttede sager med tvangsudsendelser
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde