Omfattende vandskade på Søndre Skole i Rødby

Søndre Skole i Rødby (tidligere Rødby Skole, red.) er torsdag morgen blevet ramt af en omfattende vandskade.

Et sprængt vandrør på anden sal i den gamle hovedbygning har sendt store mængder vand ud i bygningen, og det risikerer at koste et beløb i hundretusindekroners-klassen at udbedre skaderne. Det vurderer skolechef Lars Buhl her til morgen.
- Vi er i øjeblikket ved at undersøge, hvor omfattende skaderne er. Det ser ud til at være i den centrale del af bygningen, at der er problemer. Indtil videre har vi valgt ikke at bruge bygningen til undervisning, og vi har i øjeblikket kommunens brandchef Finn Antonisen ude for at besigtige skaderne og vurdere, om vi kan bruge bygningen, fortæller Lars Buhl.

Der er tale om en tre-etagers bygning, som er opført for 100 år siden. Det sprængte vandrør er placeret i en skunk på anden sal, og det skønnes, at godt 23 kubikmeter vand er løbet ud i løbet af natten og de tidlige morgentimer.
- Skaden er sket i forbindelse med, at vi er ved at få skiftet taget. Derfor har der ikke været lagt tagpotter på, og det giver jo så risiko for frostskader, forklarer Lars Buhl.

Ifølge Lars Buhl ser det værst ud på første sal, hvor to klasselokaler foreløbig er ubrugelige, samt i stueetagen, hvor enkelte områder omkring skolebiblioteket er ramt.
- Vi bruger ikke bygningen til undervisning idag, og så må vi afvente, hvad der bliver sagt fra forsikringen med hensyn til, hvilke lokaler der skal udtørres så meget, at vi ikke kan bruge dem til undervisning, fortæller han.

På spørgsmålet om, hvad det vil koste at udbedre skaderne, siger Lars Buhl:
- Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men det er nok et seks-cifret beløb. For der skal  tørres ud og pilles gipsvægge ned, og vi skal sikre bygningen, så der ikke kommer fugtskader, som kan føre til skimmelsvamp på et senere tidspunkt.

Vandskaderne får dog ikke betydning for gennemførelsen af undervisningen på skolen. Eleverne er blevet placeret i andre lokaler indtil videre.

Et sprængt vandrør på anden sal i den gamle hovedbygning har forårsaget vandskader i store dele af bygningen.

Offentliggjort Sidst opdateret