Operation Goldfinger: Nu er 20 fængslet i stor narkosag
Betjente og jurister i specialgruppen Særlig Efterforskning Øst arbejder fortsat med "Operation Goldfinger". Nu er 20 blevet varetægtsfængslet. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Svensk statsborger på 65 år havde intet imod at blive udleveret til Danmark, oplyser anklager.
En svensk statsborger på 65 år sigtes af politiet for at have været pengemand for et stort netværk, der har smuglet 1,6 ton heroin og kokain.
Manden blev anholdt forleden i Malmø i forbindelse med en efterforskning, som politiet har døbt "Operation Goldfinger".
Han lod sig frivilligt udlevere til Danmark, og i et retsmøde lørdag i Københavns Byret har han nægtet sig skyldig. Dommeren har dog varetægtsfængslet ham frem til 4. september, oplyser anklager Annika Jensen.
I alt er nu 20 personer varetægtsfængslet i sagen. Desuden er fire andre for tiden frihedsberøvet i Sverige, Holland og Tyskland. De danske myndigheder har krævet de fire udleveret.
Det var i en større aktion i slutningen af juni, at politifolk i Slovenien, Albanien, Tyskland, Holland, Sverige og Danmark gik ud for at foretage anholdelser og ransage lejligheder og ejendomme.
- Ved ransagningerne fandt vi over 20 kilo kokain og en masse penge, sagde politiinspektør Torben Svarrer fra specialgruppen Særlig Efterforskning Øst i juni.
Et fællestræk ved de fleste af de fængslede er, at de har rødder i Albanien.
Den overordnede sigtelse drejer sig om smugling og besiddelse af i alt 1650 kilo kokain og heroin. Men den senest fængslede har ifølge politiets påstand haft en anden rolle. Han skal have håndteret og vekslet de mange kontanter, som skulle bruges, hævdes det.
- Vi sigter ham for at have holdt netværket kørende ved at være pengemand, oplyser anklager Annika Jensen.
Smuglerierne skal være foregået i svensk indregistrerede biler. I specialbyggede hemmelige rum lå der narkotika. Ifølge politiet var der tale om mindst 55 transporter. Hver gang lå der cirka 15 kilo i de særlige rum i bilerne, har politiet tidligere oplyst.
I den internationale sag har det europæiske politisamarbejde Europol og anklager-samarbejdet Eurojust stået for koordination og udveksling af oplysninger. Undervejs er der også rejst sigtelser om våben.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde