Den store straffesag om forureningen af drikkevandet i Køge er blevet udsat i Østre Landsret. Det skyldes et opgør om nogle tekniske rapporter.
7000 borgere fik i flere uger i 2007 forurenet vand i hanerne, over 100 mennesker blev syge, og det førte til en straffesag.
I byretten krævede anklagemyndigheden en bøde på mellem 300.000 og 400.000 kroner, men resultatet blev en bøde på 50.000 kroner.
Både anklagemyndigheden og renseanlægget har anket byrettens dom til landsretten. Renseanlægget kræver frifindelse.
Nu har dommerne i landsretten besluttet, at anklageren må bruge nogle rapporter fra Rambøll som bevis i sagen, men det er renseanlægget utilfreds med.
Derfor vil renseanlægget søge om at komme videre til Højesteret for at få lavet beslutningen om. Det kræver tilladelse af Procesbevillingsnævnet.
Mens dommerne har sat sagen på pause og udsat de næste retsmøder til maj, får Køge-Egnens Renseanlæg samtidig mulighed for at skaffe udtalelser fra andre sagkyndige end Rambøll.
Forureningen i 2007 er en af de mest alvorlige i Danmark, og tiltalen handler blandt andet om at "forvolde fare for menneskers liv eller sundhed".
I flere uger måtte flere tusinde borgere koge vandet, og en del blev syge. Desuden blev erhvervslivet berørt. Bagerier, slagtere og pizzeriaer måtte midlertidigt lukke forretningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde