Ophidsede unge i sammenstød med politiet: - Pansersvin! Bøssepansere!

Politiet måtte blandt andet anholde en mand på Banegårdspladsen i Nykøbing. Arkivfoto: Asger Andersen

Politiet havde nok at se til natten til lørdag i Nykøbing. Her blev flere unge mennesker, der på ingen måde kunne lide politibetjentene, anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var godt gang i Nykøbings natteliv natten til lørdag i den forgangne weekend.

Gilli, som netop er kåret til Danmarks mest afspillede artist på musiktjenesten Spotify for sjette år i træk, gav koncert fredag aften, hvilket trak masser af unge mennesker til byen.

Og politiet fik også nok at lave.

Klokken 1.08 blev en 17-årig dreng fra Vordingborg anholdt på Brovejen efter at have brugt nogle knap så pæne gloser mod betjentene på stedet.

- Pansersvin! Bøssepansere! råbte han blandt andet ifølge politiets døgnrapport.

På den korte tur på vej til politistationen i Nykøbing truede den 17-årige betjentene, og derfor blev han siget for trusler - i forvejen havde hans ordbrug sørget for en sigtelse for fornærmelig tiltalte.

Den 17-årige blev afhørt og efterfølgende løsladt.

Flere anholdelser

Den 17-årige var dog ikke den eneste gæst fra Vordingborg, der endte med at blive anholdt.

Senere på natten oplevede politiet endnu en gang, at en ung mand råbte skældsord rettet mod ordensmagten. Det skete på Banegårdspladsen.

Også han blev anholdt - her var klokken 2.45. Han var på ingen måde samarbejdsvillig og nægtede at oplyse navn og fødselsdag til politiet. Derfor blev han sigtet for fornærmelig tiltalte og for at overtræde retsplejeloven.

På politistationen kom det frem, at der var tale om en 18-årig mand fra Vordingborg.

Men balladen slutter ikke her. En 17-årig dreng fra Århus gjorde gæsterne fra Vordingborg kunsten efter og sendte skældsord og en fuckfinger i betjentenes retning. Også han blev anholdt og sigtet for fornærmelig tale.

De sociale myndigheder er blevet underrettet om begge de 17-åriges opførsel, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.