Oprydning kan trække ud til i aften

Foto: Anders Knudsen

Fyraftenstrafikken fra Sjælland mod Lolland-Falster bliver påvirket af lukket motorvej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det tager meget længere tid end først beregnet, at få tømt en hollandsk lastbil for frugt.

Den hollandske lastbil, der ligger på tværs i sydgående retning på Sydmotorvejen nord for Guldborgsundtunnelen ligger der stadig onsdag eftermiddag.

Her endte den, efter en bulgarske lastbil tidligt i morges på vej mod syd ramte autoværnet og tabte en del af sin last af metaldele over i modsatte vejbane, som fik den hollandske chauffør til at miste herredømmet. Også et par lokale billister fik skade på bilerne ved sammenstød med metaldelene.

Oprydningsarbejdet blev straks sat i gang, og i begyndelsen måtte det nordgående spor også lukkes delvis på grund af den tabte last på kørebanen.

I første omgang mente politiet, at det sydgående spor kunne ryddes i løbet af et par timer.

- Men vi må erkende, at det er blevet en langvarig affære, siger vagtchef Anders Mikkelsen hos Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.

- Havde det været på en af sommerens store trafikdage, havde vi nok heller ikke valgt løsningen med manuelt at tømme den væltede lastbil for frugtkasser, siger vagtchefen.
Han mener dog ikke fyraftenstrafikken, bliver voldsomt forsinket af den lukkede motorvejstrækning.

- Den tunge lastbiltrafik kan køre fra ved afkørsel 44 og køre over Nykøbing. Den lettere trafik kan køre fra ved Nørre Alslev og køre over Storstrømsbroen, siger vagtchefen.

Åbningen af motorvejen kan forsinkes yderligere, hvis det viser sig, at det er besværligt at rejse den væltede lastbil, fortæller vagtchefen.

Dertil kommer, at når der er ryddet helt op, vil overhalingsporet blive afspærret, fordi autoværnet skal repareres.

Den bulgarske chauffør, som var skyld i ulykken er blevet sigtet for spirituskørsel, hvilket udløser en bøde. Derudover får han inddraget retten til at køre bil i Danmark.