Østjyde anklages for ophold i Syrien uden tilladelse
En 39-årig mand tilsluttede sig den kurdiske bevægelse YPG i kampen mod Islamisk Stat i Syrien, hævder anklagemyndigheden. På billedet fra Afrin ses syriske kurdere, som hverver civile for at imødegå tyrkiske troppers angreb på YPG. Foto: Scanpix/Delil Souleiman/arkiv
Scanpix/Delil Souleiman/arkiv
39-årig mand kæmpede med kurdere imod Islamisk Stat. Nu vil anklagemyndigheden have ham straffet.
For første gang risikerer en mand nu at blive dømt for at have opholdt sig i konfliktområder i Syrien uden på forhånd at have fået lov af myndighederne. Den tiltalte kæmpede side om side med kurdere imod Islamisk Stat.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har tiltrådt en indstilling fra anklagemyndigheden om at rejse sagen. Den anklagede er en 39-årig dansk mand fra Aarhus.
Forbrydelsen skal bestå i, at han uden myndighedernes accept i en længere periode skal have opholdt sig i et område i Syrien, fremgår det af en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden fredag.
I godt fire måneder befandt den 39-årige sig blandt andet i al-Raqqa-distriktet i Syrien, påstås det.
I den forbindelse deltog han i væbnet kamp side om side med kurdiske YPG-styrker, mener anklagemyndigheden. Mandens ophold sluttede i marts 2017.
Den 39-årige rammes af en lovstramning, som Folketinget vedtog i sommeren 2016. Den gør det strafbart at opholde sig i konfliktzoner uden tilladelse.
Formålet var at gøre det lettere for anklagemyndigheden at rejse sager mod for eksempel syrienkrigere. I Folketinget erkendte daværende justitsminister Søren Pind (V), at der var tale om et vidtgående skridt.
- Men jeg mener, at det er et nødvendigt skridt for at dæmme op for de trusler, vi som samfund står overfor, sagde han.
Den første sag skal afgøres af Retten i Aarhus. Men endnu har anklagemyndigheden ikke besluttet sig for, hvilken straf man vil kræve.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde