Østre Landsret giver 25-årig 12 års fængsel for drab i 2016
Østre Landsret har stadfæstet Københavns Byrets drabsdom mod en 25-årig mand, der blev idømt 12 års fængsel i 2022. (Arkivfoto). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
25-årig mand opholdt sig i Marokko i flere år, efter at han var med til at skyde en 21-årig i 2016.
Østre Landsret har onsdag stadfæstet Københavns Byrets dom fra 2022, hvor den 25-årige Mohammed Eljerbi blev idømt 12 års fængsel for drabet på den 21-årige Daniel Kristensen for over syv år siden.
Drabet skete ved Servicekiosken på Emdrupvej i København, hvor maskerede og pistolbevæbnede gerningsmænd 2. oktober 2016 ankom i biler.
Der blev affyret flere skud, og to af dem ramte den 21-årige.
Et af projektilerne ramte ham i rygsøjlen, og 13 dage efter skudepisode afgik han ved døden.
Eljerbi forlod landet efter skyderiet. Derfor var han ikke en del af den gruppe af mennesker, der blev anholdt og sigtet i sagen i marts 2017.
Blandt dem var den i dag 41-årige Rached Hamade, der i maj 2019 blev dømt for at have deltaget i planlægningen af drabet.
14 års fængsel lød straffen på, hvilket også var en stadfæstelse af en dom fra byretten.
Eljerbi kom tilbage til Danmark i efteråret 2022, efter at han havde opholdt sig i Marokko i flere år.
Efter ankomsten til Danmark blev han varetægtsfængslet.
Danske myndigheder forsøgte at få ham udleveret fra Marokko, men landet har et princip om, at det ikke udlevere egne statsborgere. Eljerbi har dobbelt statsborgerskab.
De marokkanske myndigheder tilbød at gennemføre en retssag mod ham i Marokko, men det tilbud takkede de danske myndigheder nej til.
I byretten blev Eljerbi dømt for at have ført en af de to biler, der blev kørt til gerningsstedet inden forbrydelsen.
Under skudepisoden ved Servicekiosken blev en anden mand også ramt. Han overlevede.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der i dette tilfælde var tale om et uheld - gerningsmændene gik ikke efter at ramme ham - Mohammed Eljerbi har derfor ikke været tiltalt i den forbindelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde