Når nogle af de afgørende beviser og vidner i en meget omtalt fangesag fra Afghanistan skal fremføres i Østre Landsret, så må danskerne ikke følge med. Hensynet til blandt andet USA gør, at dørene skal lukkes, fastslår Østre Landsret.
Dermed følger landsretten Forsvarsministeriets ønske om at lukke offentligheden ude af dele af retssagen om danske soldaters tilfangetagelse af afghanske Ghousoullah Tarin.
Han var én af 31 afghanere, som danske soldater overgav til det amerikanske afhøringscenter på Kandahar Airfield. Tarin kræver 50.000 kroner i erstatning, fordi han hævder, at amerikanerne slog, sparkede og ydmygede ham.
Forsvarsministeriet har krævet lukkede døre, hvis man skal udlevere en auditørrapport om hændelsen, som er omdrejningspunktet for den meget omtalte dokumentarfilm "Den hemmelige krig.
Det er Østre Landsret gået med til, fordi man vurderer, at rapporten indeholder fortrolige oplysninger fra amerikanske myndigheder. Ifølge landsretten kan det skade Danmarks forhold til USA, hvis oplysningerne bliver lagt offentligt frem.
Dørene skal også være lukket, når advokaterne omtaler rapporten, og når vidner fortæller om rapporten.
Det betyder blandt andet, at offentligheden ikke kan følge med, når en militær tolk fortæller om sine oplevelser i det amerikanske afhøringscenter.
To af de soldater, der deltog i aktionen, vil også blive afhørt for lukkede døre, fordi landsretten vil holde deres identitet skjult af hensyn til deres sikkerhed under fremtidige operationer.
Dermed er det alene forklaringerne fra blandt andre tidligere forsvarschef Jesper Helsø og den daværende chef for Jægerkorpset, Frank Lissner, som danskerne kan følge med i.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker