Otte personer efterlyses for Hornsleth-tyveri
En sort Mercedes blev kørt gennem en port, da Kristian von Hornsleths showroom i København natten til 31. marts blev udsat for et tyveri. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Syv mænd og en kvinde efterlyses af politiet for rambuktyveri i Kristian von Hornsleths showroom.
Syv mænd og en kvinde efterlyses mandag af Københavns Politi, i forbindelse med det rambuktyveri kunstneren Kristian von Hornsleths showroom i København natten til 31. marts blev udsat for.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Gerningspersonerne kørte ved 05-tiden en sort Mercedes gennem en lukket port ind til showroomet, hvorefter de stjal flere kunstværker. De blev ifølge politiet kørt væk i ladcykler.
Showroomet ligger på Vasbygade i København, og gerningspersonerne satte efter tyveriet kurs mod hotellet Scandic Sydhavnen og Mozarts Plads, skriver politiet.
Efter en - ifølge politiet - omfattende efterforskning ønsker ordensmagten nu hjælp fra offentligheden til at identificere personerne bag tyveriet. Fem af de otte personer efterlyses med billeder.
- Efterforskningen peger på, at syv mænd og en kvinde på forskellig vis er indblandet i indbruddet. Vi har overvågningsbilleder af flere af de mistænkte, og vi håber, at vi med hjælp fra borgerne kan få oplysninger om, hvem de er, og hvor de befinder sig, oplyser politikommissær Mathias Holm fra indbrudssektionen i Københavns Politi i pressemeddelelsen.
Umiddelbart efter tyveriet lød det fra politiet, at der var blevet stjålet kunst for et beløb, der nærmede sig en million kroner.
I et forsøg på at finde frem til den stjålne kunst udlovede Kristian von Hornsleth dagen efter tyveriet en dusør på et maleri til en værdi af 100.000 kroner, hvis man kunne komme med oplysninger, der kunne føre til opklaringen af tyveriet.
- Så håber vi, de kriminelle stikker hinanden, sagde Kristian von Hornsleth i den forbindelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde