Otte af de 13 anholdte rockere fra tirsdagens politirazzia mod Hells Angels er sent onsdag eftermiddag sendt bag tremmer efter en tur i Københavns Byret.
I alt syv rockere er varetægtsfængslet frem til den 31. maj, alle sigtet for deltagelse i et eller flere likvideringsforsøg på rivaler.
Dertil kommer varetægtsfængslingen af en enkelt person, der blev fremstillet tirsdag.
I alt 13 personer blev anholdt i aktionen, herunder stifteren af Hells Angels håndlangergruppering, AK81, Brian Sandberg.
Han blev ligesom de øvrige fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Hans advokat, Michael Juul Eriksen, protesterede voldsomt mod dørlukningen.
- Politiet har udtalt sig til pressen, og man har i aviserne kunnet læse om sigtelserne mod min klient, men på grund af de lukkede døre er han afskåret fra at komme med sin version i offentligheden, siger advokaten.
Brian Sandberg nægter sig skyldig i politiets sigtelser mod ham, der omfatter deltagelse i planlægningen af to væbnede angreb mod personer i henholdsvis Rantzausgade og Skelbækgade. Han tog forbehold for at kære fængslingen til landsretten.
Københavns Byret har taget tre retssale i brug for at behandle grundlovsforhørene mod de mange rockere, men venter alligevel først at være færdige sent onsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde