- Du har reddet min datters liv. Tak. Tusind tak!
Glæden og taknemmeligheden var stor, da Lisbeth Kristensen - mor til en af de elever fra Lundby Efterskole, der kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord forrige fredag - mødtes med falck-redder Otto Jensen fra Falck i Maribo for nylig.
B. T. kan i dag fortælle historien om det glædelige møde mellem Lisbeth Kristensen og Otto Jensen.
Han og hans makker tog imod Lisbeth Kristensens datter Malene, da hun blev bragt ind på kajen på Præstø Havn efter at være reddet op af det kolde vand efter ulykken.
Her gav de hende hjertemassage i tre kvarter, indtil en redningshelikopter nåede frem og kunne flyve Præstø-pigen til videre behandling på Rigshospitalet.
Mødet mellem mor og Falck-redder kom i stand med B.T.s mellemkomst, da Lisbeth Kristensen gerne ville sige ordentligt tak til redningsmanden og derfor bad avisen om at finde ham.
Der er naturligvis mange andre forhold, der har medvirket til, at Malene overlevede ulykken - heriblandt indsatsen fra det øvrige redningspersonale og de læger, som har behandlet hende. Men Otto Jensen og hans makker har givetvis været med til at gøre en afgørende forskel.
Otto Jensen fortæller til B.T., at Malenes hjerte var holdt op med at slå, da hun blev bragt ind til ham og hans makker på kajen.
- Så vi holdt cirkulationen i gang, samtidig med, at vi ventilerede hende, forklarer han.
Otto Jensen besøgte kortvarigt Malene og hendes mor på Rigshospitalet for en uge siden, da han var derinde i anden anledning.
- Jeg var meget glad for at se Malene, og jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen og lidt vand i øjnene, da jeg kunne mærke, hvor varm hendes arm var. Sidste gang, jeg havde hende mellem hænderne, var hun iskold og livløs, fortæller han til B. T.
Lisbeth Kristensen fortæller til avisen, at hendes datter har det bedre nu, og at det går fremad. Hun er dog stadig indlagt.
13 elever og to lærere var ombord i dragebåden, da den kæntrede et stykke ude på fjorden. Det lykkedes en del af eleverne og den ene lærer at redde sig selv i land, mens andre elever blev samlet op af redningsmandskabet. Den ene lærer, Michael Jørgensen, savnes fortsat, og det formodes, at han er druknet.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker