OVER 100 BØDER OG 16 KLIP I KØREKORT PÅ MOTORVEJEN

Mere end 100 bilister kan se frem til en hilsen fra færdselspolitiet efter en fartkontrol på Sydmotorvejen mandag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

En af politiets fotovogne gennemførte mandag en fartkontrol på Sydmotorvejen ved Vordingborg, formentlig ved Farøbroerne, og det kommer til at koste over 100 bilister en bøde, fremgår det af politiets døgnrapport.

Fotovognen holdt på stedet, hvor højest tilladte hastighed er 90 kilometer i timen, fra klokken 16.45 til 23.00. I løbet af det tidsrum blev 2.114 biler kontrolleret, og 108 af dem kørte hurtigere end tilladt.

16 af de 108 havde så meget fart på, at de udover en fartbøde også kan se frem til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 141 kilometer i timen, oplyser politiet.