OVERBLIK: Danmark er ikke fremmed land for svenske bander

Der har de seneste år været flere sager med svenske bandemedlemmer i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Svenske bandekonflikter er flere gange de seneste år blevet trukket over på dansk jord.

Offentliggjort Sidst opdateret

Svenske bandekonflikter udmønter sig selv sagt oftest i konfrontationer på svensk grund.

Men det hænder også, at konflikterne ender med angreb, overfald eller skudepisoder i Danmark.

Her er et par eksempler på dette fra de seneste år:

* Det var ifølge politiet medlemmer af den svenske bande Dødspatruljen, der i november sidste år stod bag et knivangreb i frisørsalonen Stjerne Klip i Emdrup ved København.

Det var ved højlys dag, da flere gerningsmænd iført sort tøj mødte op ved Stjerne Klip. Her blev en 24-årig mand stukket med kniv i ryggen, låret og hovedet.

Ifølge politiets sigtelse af tre mænd, der blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet, var offeret i livsfare, fordi hans ene lunge blev punkteret af knivstikkene.

* 4. februar sidste år blev svenske Salam Al-Jawahiri koldblodigt skudt og dræbt på åben gade på Vesterbro i København. To unge mænd er tiltalt i sagen, der nærmer sig sin afslutning i Københavns Byret.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de to tiltalte har tilknytning til en svensk bande, der er kendt som Holmagrupperingen og/eller Imad-gruppen, mens Al-Jawahiri menes at have haft tilknytning til en anden bande, Krocksbäcksgrupperingen.

* Fem unge mænd fra banden Dødspatruljen blev i juli 2021 i Østre Landsret fundet skyldige i at have dræbt to andre fra en rivaliserende bande på en parkeringsplads i Herlev 2019.

To af de dømte blev idømt 16 års fængsel, mens de resterende tre blev idømt livstid.

Ofrene havde forbindelse til en rivaliserende gruppe ved navn Shottaz.

Kilde: Ritzau

/ritzau/