OVERBLIK: Det ved vi om den mistænkte gerningsmand
Chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi har mandag morgen delt lidt flere oplysninger om den formodede gerningsmand, der dræbte tre personer og sårede flere i et angreb i Field's søndag. Den anholdte er 22 år, kendt i psykiatrien og fremstilles i grundlovsforhør mandag. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
En 22-årig mand er anholdt efter skudangreb i Field's søndag. Han er kendt i psykiatrien, oplyser politiet.
Søndag aften blev tre personer - to unge på 17 år og en 47-årig russisk statsborger - dræbt af skud i storcenteret Field's i København.
En ung mand er anholdt i sagen og fremstilles i grundlovsforhør mandag.
Her er, hvad vi indtil videre ved om den anholdte:
* Han er 22 år gammel og beskrives som etnisk dansk.
* Han blev anholdt søndag aften klokken 17.48, kort efter at politiet ankom til Field's. Han blev anholdt uden for indkøbscenteret.
* Den anholdte bar en riffel og en kniv, da han blev anholdt. Han havde ifølge politiet også adgang til en pistol. Våbnene er lovlige, men den mistænkte havde ikke tilladelse til dem.
* Alt tyder på, at den formodede gerningsmand handlede alene uden hjælp eller samarbejde fra andre. Politiet mener, at der har været en form for overvejelse og forberedelse op til angrebet.
* Han er i forvejen kendt af politiet, men kun perifert.
* Han er ifølge politiet også kendt i psykiatrien. Politiet vil ikke oplyse, om han har søgt hjælp i psykiatrien forud for angrebet i Field's.
* Politiet er opmærksomme på en række videoer, som florerer på sociale medier. Politiet har den opfattelse, at den mistænkte er med i nogen af dem. Ifølge flere medier poserer den mistænkte med våben på videoer på blandt andet Youtube.
* Den 22-årige er blevet afhørt og har oplyst, at han var i Field's. Men politiet vil ikke komme nærmere ind på, hvad han har sagt under afhøringen.
* Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør på et endnu ukendt tidspunkt mandag. Han vil blive sigtet for manddrab.
Kilder: Ritzau, Jyllands-Posten, DR, Københavns Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker