OVERBLIK: Frank Nørgaard blev ifølge anklagen forsøgt dræbt tre gange

58 minutter lang lydfil er blandt beviserne i sag mod fire personer, der anklages for at have dræbt 40-årig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire personer er ved Retten i Randers tiltalt for at have dræbt den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen på en landejendom i Nimtofte på Djursland sidste sommer.

To mænd er allerede dømt i sagen.

Læs om anklagen og det omfattende persongalleri her.

* Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev ifølge anklageskriftet dræbt 14. juli 2022 på en adresse i Nimtofte. Han blev ifølge anklageskriftet slået med et metalrør og kvalt.

* I ugerne forud blev han ifølge anklageskriftet forsøgt dræbt tre gange - 2., 9. og 13. juli - hvor han blev lokket ud til en adresse i Allingåbro.

* Det var ifølge anklageskriftet planen, at den 40-årige skulle slås ihjel ved blandt andet at klemme ham under en bil.

* Planen mislykkedes i de tre tilfælde, da Frank Dan Nørgaard Jørgensen nåede at undslippe, fremgår det.

* Den dræbtes varebil blev fundet udbrændt 18. juli, og 21. juli blev liget fundet indpakket i plastik og tape i et skovområde ved Gassum nord for Randers.

* Fire personer er tiltalt for at have dræbt manden, som de alle kendte, for bortskaffelse af beviser og usømmelig behandling af liget.

* Der er tale om et ægtepar bestående af en kvinde på 39 og en mand på 40 samt en kvinde på 24 og en mand på 24.

* Tidligere er en 26-årig mand - Jesper Jensen - idømt 12 års fængsel i sagen. Han tilstod i januar at have medvirket til drab.

* I december sidste år erkendte en 38-årig mand at have modtaget 28.000 kroner for at have givet råd og instrukser om, hvordan man kunne bortskaffe liget. Han blev idømt seks måneders fængsel.

* Beviserne i sagen omfatter blandt andet en 58 minutter lang lydfil optaget dagen før drabet. Her drøfter tre af de tiltalte samt den 26-årige Jesper Jensen forskellige drabsmetoder.

* Den 40-årige mand og den 24-årige kvinde har erkendt sig skyldige i usømmelig behandling af liget.

* Den 24-årige mand erkender at have medvirket til at bortskaffe beviser, mens den 39-årige kvinde nægter alle anklager.

Kilder: Ritzau, anklageskriftet, retssagen.

/ritzau/