OVERBLIK: Langvarigt tovtrækkeri fik Sanjay Shah til Danmark

Britiske Sanjay Shah satte i december 2023 sine ben på dansk jord. Siden har han været varetægtsfængslet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Britiske Sanjay Shah blev i 2023 udleveret fra Dubai til Danmark. Torsdag har byret afsagt dom i svindelsagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 54-årige brite Sanjay Shah er torsdag ved Retten i Glostrup blevet idømt 12 års fængsel.

Han var tiltalt for at have lænset den danske statskasse for ni milliarder kroner ved refusion af udbytteskat. Han har igennem hele sagen nægtet sig skyldig.

Dommen er den foreløbige kulmination på et næsten ti år langt forløb, siden myndighederne opdagede det store svindelnummer.

Få et overblik over tidsforløbet i Shahs sag her:

* I 2015 blev det af danske myndigheder opdaget, at den danske statskasse var blevet svindlet med refusion af udbytteskat. Det skal dreje sig om cirka 12,7 milliarder kroner i perioden 2012-2015. Også andre landes myndigheder blev snydt.

* Mistanken retter sig blandt andre mod forretningsmanden Sanjay Shah, der er brite, men bosat i Dubai i de Forenede Arabiske Emirater. Han menes at være hovedmanden i det store svindelnummer.

* 7. januar 2021 rejser anklagemyndigheden tiltale mod Sanjay Shah og hans hjælper Anthony Mark Patterson. Sanjay Shah tiltales for svindel for over ni milliarder kroner.

* I marts og maj 2021 afsiger henholdsvis by- og landsret kendelse om, at Shah og Patterson skal fængsles in absentia. Det betyder, at de nu kan blive begæret udleveret fra henholdsvis Dubai og Storbritannien.

* I marts 2022 indgår Danmark en udleveringsaftale med De Forenede Arabiske Emirater. Aftalen træder i kraft 9. november 2022.

* 31. maj 2022 bliver Sanjay Shah anholdt af politiet i Dubai.

* En domstol i Dubai afgør 12. september 2022, at Sanjay Shah ikke kan udleveres til Danmark på grund af manglende dokumenter fra de danske myndigheders efterforskning.

* I oktober 2022 besluttes det, at sagen i Dubai skal behandles forfra.

* Den endelige afgørelse bliver, at Sanjay Shah godt kan udleveres til Danmark. Det slår en domstol i Dubai fast i en ankesag i april 2023.

* 6. december 2023 lander Sanjay Shah på dansk jord. Han varetægtsfængsles.

* Sideløbende med Shahs sag er et forløb i Storbritannien om udlevering af Anthony Mark Patterson. Han bliver i juli 2023 udleveret til Danmark og varetægtsfængslet.

* Anthony Mark Patterson vælger at tilstå og får sin sag behandlet særskilt i februar 2024. Han idømmes otte års fængsel for medvirken til svindel for 8,4 milliarder kroner.

* Sanjay Shah forsøger at få afvist straffesagen, inden den overhovedet kommer i gang. Det afviser Østre Landsret i december 2023.

* 11. marts 2024 begynder straffesagen mod Sanjay Shah.

* Sideløbende har der været flere andre straffesager om svindel med udbytteskat. Der har desuden været flere civilretlige sager, hvor skattemyndighederne forsøger at hente nogle af pengene tilbage.

* Torsdag 12. december afsiges dommen. Resultatet bliver, at Sanjay Shah idømmes 12 års fængsel.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/