OVERBLIK: Mystiske eksplosioner rev Nord Stream itu
Mandag 26. september 2022 klokken 02.03 blev der registreret en eksplosion ved Nord Stream 2 i Østersøen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm. Efterfølgende blev der fundet fire store huller i tre gasrør. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Den danske efterforskning af sprængningerne af Nord Stream-rørledningerne indstilles.
Danmark formodede hurtigt, at der var tale om bevidste handlinger, da gasrørledninger på bunden af Østersøen begyndte at lække i slutningen af september 2022.
Men svaret på, hvem der stod bag sabotagen af Nord Stream 1 og 2, blafrer stadig i vinden.
Mandag har Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) indstillet deres efterforskning af sagen, da der ikke er det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag.
Sådan har forløbet siden eksplosionerne set ud:
* Mandag den 26. september 2022 blev der konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm. Den efterfølgende morgen blev der også fundet to lækager på Nord Stream 1 nordøst for Bornholm.
* Om aftenen den 27. september 2022 stod statsminister Mette Frederiksen (S) frem på et pressemøde og fortalte, at det var de danske myndigheders klare vurdering, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.
* I alt blev fire gaslækager bekræftet på gasledningerne.
* På havoverfladen i Østersøen, hvor rørledningerne slanger sig, kunne man i flere dage se, hvordan bobler af gas nåede havoverfladen. Lækagerne er siden stoppet.
* Ruslands præsident, Vladimir Putin, affejede hurtigt spekulationer om russisk indblanding. Han har kaldt skaderne for "international terrorisme" og har flere gange rettet anklagen mod vestlige lande.
* Tyskland, Sverige og Danmark har samarbejdet om at komme til bunds i sagen. Et samarbejde, som Rusland har insisteret på at blive en del af. Danmark har dog meddelt, at man ikke ønsker russisk indblanding.
* Det russiske selskab Gazprom har ført gas ud af et intakt rør i rørledningen Nord Stream 2, så trykket blev sænket. Det skulle være med til at mindske sikkerhedsrisikoen, fordi det kan udgøre en risiko at have naturgas liggende under meget stort pres.
* Den svenske avis Expressen offentliggjorde 18. oktober 2022 billeder, hvor man kan se, hvordan rørene er blevet revet op.
* Ifølge danske myndigheder er det eksplosioner, som har forårsaget skaderne. Den formodning er blevet bekræftet af Københavns Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret.
* Avisen The New York Times skrev i marts sidste år, at amerikanske embedsfolk har set efterretninger, der tyder på, at det er en proukrainsk gruppe, der stod bag sprængningerne. Det afviste Ukraines daværende forsvarsminister, Oleksij Reznikov, kort efter.
* Tyske medier skrev om en yacht, der skulle have lagt til i havnen på Christiansø nordøst for Bornholm kort før sprængningerne af Nord Stream-gasledningerne. Båden blev ransaget, bekræftede den tyske anklagemyndighed i marts. Mistanken lød, at båden skulle have fragtet sprængstoffet, der blev brugt.
* Undersøgelser af båden viste i juli, at der var spor af undersøiske eksplosiver fundet i prøver taget fra båden under efterforskningen.
* I marts afviste FN's Sikkerhedsråd et russisk forslag om en uafhængig undersøgelse af sprængningerne af gasrørledningerne.
* Et russisk specialfartøj, der er indrettet til at foretage operationer under havets overflade, blev spottet nær det sted, hvor gasledningerne blev saboteret, fire dage inden eksplosionerne. Det oplyste Forsvarskommandoen, hvis patruljebåd havde taget billeder af fartøjet, der går under navnet SS-750.
* Den 7. februar droppede svensk politi og anklagemyndigheden deres del af undersøgelsen. Begrundelsen lød, at man ikke havde de fornødne retlige beføjelser til at gå videre med sagen.
* Københavns Politi og Politiets Efterretningstjenestes (PET) fælles efterforskning af sprængningerne af Nord Stream-rørledningerne indstilles, da der ikke er det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag. Det oplyser politiet mandag.
* Det russiske præsidentkontor kalder mandag omstændighederne for "tæt på absurd" og understreger endnu en gang, at danske myndigheder gentagne gange har afvist Ruslands ønske om information om efterforskningen.
* Den tyske efterforskningen pågår fortsat.
Kilde: Ritzau, ARD, Die Zeit, AFP, Dagbladet Information
/ritzau/
Seneste artikler
Poolsommerhusejere sendt til tælling: Nu vil formand se fremad
Niels ovenpå bronzemedaljerne: - Det bliver svært
NFH vinder første bronze-medaljer: - Bundsolid defensiv præstation
NFH overløber Ikast og snupper DM-bronze
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Indsætter togbusser grundet akut sporarbejde
Kunde angreb ansatte i supermarked