OVERBLIK: Omars venner lavede hejseværk i fængslet
De arresterede i Krudttønde-sagen indsmuglede blandt andet mobiltelefoner og forsøgte at undgå brevkontrollen.
Hejseværk, usb-stik, en brødrister og mindst 12 mobiltelefoner.
Det er bare nogle af de ting, som de fem, der mistænkes for at have hjulpet Omar el-Hussein i forbindelse med drabene sidste år ved Krudttønden og Københavns synagoge, har indsmuglet i fængslet.
Det fremgår af den redegørelse, justitsminister Søren Pind (V) fremlagde fredag.
Da de er blevet varetægtsfængslet i retsmøder bag lukkede døre, er der strenge regler for de pågældendes kommunikation med omverdenen.
Få et overblik over de indsattes ulovlige effekter under varetægtsfængsling her:
Indsat X1:
* En Nokia-telefon blev fundet skjult i en dvd-afspiller. Der blev samtidig fundet en oplader under den indsattes madras.
Indsat X2:
* Der blev fundet et hejseværk i den indsattes celle. Det kan anvendes til ulovligt at kommunikere mellem etagerne i fængslet. Det består typisk af sammenbundne snore eller andre primitive remedier. Desuden var et trådnet i den indsattes vindue klippet over, så den indsatte havde bedre muligheder for at transportere ting med hejseværket.
* Han er to gange blevet afsløret i forsøg på at omgå brevkontrollen. Den ene gang opgav han forsøget på at sende brev ud med hjælp fra en medindsat. Den anden gang forsøgte han at snige brevet uden om kontrollen - men det blev alligevel fundet og læst af politiet.
* Han havde også et usb-stik, som ved fængselspersonalets gennemgang dog kun indeholdt musikfiler.
* Ved en anden episode fandt politiet en mobiltelefon og et usb-stik, efter at personer i løbet af natten havde skaffet sig vej til fængslets udendørsarealer og muligvis kontaktet den indsatte.
Indsat X3:
* Han var muligvis på Facebook, hvilket en journalist fra DR gjorde politiet opmærksom på. Da man eftersøgte hans celle, fandt man kun en brødrister i cellen.
* Senere fandt man også en mobiltelefon, som den fængslede ødelagde på toilettet, da fængselspersonalet ville tage den fra ham.
Indsat X4:
* Han havde adgang til fem forskellige telefoner.
* Tre af dem blev fundet i hans celle, hvoraf én var en Nokia-telefon, der var skåret ind i en skumgummimadras. En anden, som politiet har aflyttet, blev fundet i X2's celle. Flere oplysninger tyder på, at X2 og X4 har været i kontakt med hinanden via telefon, og at telefoner har skiftet ejermand i fængslet.
Indsat X5:
* Der blev ikke fundet nogen mobiltelefoner hos X5, men man ved, at han har haft adgang til mindst fem mobiltelefoner og muligvis også en sjette.
* Politiet aflyttede flere af mobiltelefonerne.
Politiet kan ikke udelukke, at arrestanterne i sagen har haft adgang til flere mobiltelefoner under varetægtsfængslingen end de 12 oplyste.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet