OVERBLIK: Sagen om den danske spionchef Lars Findsen

Spionchef Lars Findsen er blevet tiltalt for blandt andet at have røbet statshemmeligheder til journalister, oplyser anklagemyndigheden (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Sidste år blev FE-chef anholdt, da han kom hjem fra en arbejdsrejse. Nu er han tiltalt i hemmelig sag om læk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at have været sigtet for at lække statshemmeligheder i månedsvis, er Lars Findsen nu blevet tiltalt i sagen. Det oplyser hans advokat Lars Kjeldsen til DR Nyheder, ligesom Anklagemyndigheden bekræfter tiltalen.

Sagen har været hemmeligholdt for offentligheden på grund af den alvorlige mistanke, men fredag er Lars Findsen blevet tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder over en længere periode.

Lars Findsen har været chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og siden Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Han blev fritaget for sidstnævnte stilling for to år siden.

Her er et overblik over den langstrakte sag.

* 21. august 2020: FE-chef Lars Findsen fritages for tjeneste. Det sker, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) får materiale fra en eller flere whistleblowere, og TET indleder en undersøgelse.

* 24. august 2020: Forsvarsministeriet offentliggør hjemsendelserne, og TET oplyser i en rapport, at FE kan have begået en stribe lovbrud, herunder at have hemmeligholdt "uberettigede" aktiviteter.

* 21. december 2020: En undersøgelseskommission nedsættes af daværende justitsminister Nick Hækkerup (S).

* 8. december 2021: Fire daværende og tidligere ansatte i PET og FE - herunder Lars Findsen - anholdes. De sigtes for at lække højt klassificerede oplysninger efter straffelovens paragraf 109 stk. 1.

* 9. december: Findsen fremstilles i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre, så sigtelsen hemmeligholdes. Han bliver varetægtsfængslet.

* 13. december: Undersøgelseskommissionen færdiggør undersøgelsen af TET's kritik af FE. Den finder ikke grundlag for at rejse kritik af hverken FE eller de enkelte medarbejdere.

* 4. februar: En dommer i Københavns Byret forlænger fængslingen af Lars Findsen. Ved tidligere retsmøder var begrundelsen for fængslingen, at der var frygt for, at han vil forhindre efterforskningen på fri fod. Nu udvides den til også at være af risiko for, at han vil gentage den forbrydelse, han er sigtet for.

* 10. februar: Spionchefen kærer spørgsmålet om varetægtsfængsling til Østre Landsret.

* 17. februar: Østre Landsret oplyser, at Lars Findsen skal løslades. Han var varetægtsfængslet i 71 dage, før han blev løsladt.

* 26. juni: Berlingske skriver, at Lars Findsen blandt andet er sigtet for at have ført samtaler med journalister, familiemedlemmer og en kollega om statshemmeligheder.

* 28. juni: Lars Findsen udtaler sig for første gang offentligt om sagen til Ritzau. Her siger han blandt andet:

- Jeg har på intet tidspunkt røbet statshemmeligheder. Jeg afviser derfor sigtelserne, og sagen og dens håndtering er vanvittig.

* 4. august: Det kommer frem, at sigtelserne mod to af de fire anholdte er blevet frafaldet. Dermed er kun Lars Findsen og en anden mand fortsat sigtet.

* 16. september: Anklagemyndigheden oplyser, at man har rejst tiltale mod Lars Findsen for at have røbet statshemmeligheder til seks forskellige personer, herunder to journalister.

Kilder: Ritzau, DR, Ekstra Bladet, Berlingske, Facebook, Anklagemyndigheden.

/ritzau/