Overblik: Sanjay Shah er tiltalt for milliardfup i Danmark

Svindeltiltalte Sanjay Shah skal udleveres til Danmark, slår domstol fast. Læs om udbyttesagen her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udenrigsministeriet oplyser torsdag, at forretningsmanden Sanjay Shah skal udleveres til Danmark, hvor han er tiltalt for svindel for milliarder.

Det har en domstol i Dubai besluttet, efter at sagen er blevet behandlet forfra. I september lød afgørelsen ved domstolen ellers, at han ikke kunne udleveres.

Læs mere om sagen her:

* I 2015 blev det opdaget, at den danske statskasse havde mistet cirka 12,7 milliarder kroner, fordi ukendte bagmænd i flere år havde svindlet med refusion af udbytteskat.

* Udbytteskat er den skat, aktionærer og anpartshavere betaler af det udbytte, der udloddes af en virksomheds eventuelle overskud.

* Ifølge Skattestyrelsen indsendte bagmændene falske ansøgninger om refusion af udbytteskat af aktiegevinster fra blandt andet Mærsk, Danske Bank, Carlsberg og Novo Nordisk.

* Der er rejst tiltale mod ni udlændinge i tre forskellige spor. I hovedsporet er den 51-årige britiske statsborger Sanjay Shah tiltalt. Det samme er Anthony Mark Patterson, der menes at være hans medhjælper.

* Sanjay Shah menes at være hovedmanden i sagen om svindel og forsøg på svindel for i alt 9,6 milliarder kroner. Han fik ifølge anklagemyndigheden en personlig gevinst på cirka 7,2 milliarder kroner ved svindlen.

* Shah nægter sig skyldig og har selv tidligere givet udtryk for, at han mener, at han blot har udnyttet et hul i loven.

* De tiltalte risikerer op til 12 års fængsel.

* I marts i år indgik Danmark en udleveringsaftale med de Forenede Arabiske Emirater, hvor Sanjay Shah opholder sig.

* 31. maj blev han anholdt af politiet i Dubai.

* En lokal domstol i Dubai afgjorde 12. september, at Sanjay Shah ikke kunne udleveres til Danmark på grund af manglende dokumenter fra de danske myndigheders efterforskning.

* I oktober blev det besluttet, at sagen skulle behandles forfra, og 29. december har en domstol i Dubai nu afgjort, at Shah skal udleveres. Shah har dog appelleret afgørelsen, oplyser en talsmand til DR.

* En britisk domstol afgjorde 20. september, at Anthony Mark Patterson skal udleveres til Danmark. Ifølge Børsen har Patterson anket dommen. Udleveringssagen mod ham begyndte i januar i år. Patterson blev arresteret, men løsladt mod kaution.

* Retten i Glostrup har berammet 60 dage til retssagen mod Shah og Patterson. Den var oprindeligt sat til at begynde i oktober i år, men begynder nu - efter planen - først 14. august 2023.

* Foruden hovedsagen er der to andre strafferetlige spor.

* I den anden del af sagen er tre briter og tre amerikanere tiltalt. Her er der rejst tiltale for svindel for 1,1 milliard kroner via en tysk bank. Selve banken blev i 2019 straffet med en bøde på 110 millioner kroner.

* I det tredje spor er en brite tiltalt for bedrageri for 320 millioner kroner.

* Ud over de tre strafferetlige spor forsøger Skattestyrelsen at få penge tilbage ved civile søgsmål.

* Foreløbig har en civilret i Dubai afgjort, at Sanjay Shah og en række af de øvrige mistænkte skal betale over otte milliarder kroner til den danske stat.

Kilder: Ritzau, DR, TV 2 og Udenrigsministeriet.

/ritzau/