OVERBLIK: Ti personer arbejdede ved kollapset silo på Fyn

To døde tirsdag i arbejdsulykke på Fyn. Flere er kvæstet, en er savnet, og redningsarbejdet fortsætter onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

En silo på Fyn er styrtet sammen, og det har kostet menneskeliv.

På et pressemøde onsdag formiddag oplyste Fyns Politi, at to personer har mistet livet, og flere er kvæstet. Redningsarbejdet pågår aftenen og natten igennem.

Læs mere om, hvad vi ved, og hvad vi endnu mangler svar på i sagen:

Det ved vi:

* Der er tale om en arbejdsulykken ved Flemløse Biogasanlæg, der ligger i Flemløse i Assens Kommune. Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 18.04 tirsdag.

* Anlægget var ved at blive udvidet med en ekstra tank, og i den forbindelse skulle der støbes et tag. Politiet formoder, at ulykken er sket, ved at taget på en silo er faldet ned.

* I alt ti personer arbejdede ved siloen på ulykkestidspunktet. Politiet formoder, at de ti var til stede på taget og omkring taget.

* To personer har mistet livet. Der er tale om to mænd på henholdsvis 20 og 25 år, der er rumænske statsborgere.

* Seks personer er kommet alvorligt eller moderat til skade. Det er mænd i alderen 19 til 49 år. To rumænske statsborgere, tre polske statsborgere og en belgisk. Politiet vil ikke uddybe, hvilken tilstand de er i.

* En person er uskadt.

* En person er onsdag formiddag stadig savnet. Redningsarbejdet pågår, og fokus fra myndighederne er fortsat at redde liv. Det er uvist, hvem den savnede person er.

* Arbejdet på stedet er besværliggjort af, at det er vanskeligt terræn at arbejde i. Betonen, der blev brugt til taget, var flydende, da ulykken skete, men det er begyndt at størkne. Der er tale om 750 ton beton.

* Desuden var der blandet jern i betonen, og taget er styrtet ned i siloen, hvor der også befandt sig ting.

* Politiet forventer onsdag eftermiddag, at arbejdet på stedet vil blive langvarigt. Der gives dog intet estimat for, hvor lang den ventes at blive. Men redningsaktionen vil fortsætte aftenen og natten igennem, lyder det fra Fyns Politi onsdag eftermiddag.

* Der er i forbindelse med arbejdet brugt droner og hundepatruljer.

* Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør for Flemløse Biogas, siger onsdag, at de omkomne og tilskadekomne ikke var ansat hos virksomheden, men i et eller flere udenlandske firmaer.

* Medejer af Flemløse Biogasanlæg Jørgen Stougaard siger onsdag, at selskabet "som sådan" ikke har haft noget med byggeriet at gøre.

- Vi har købt et færdigt anlæg, hvor der er et tysk firma, der er hovedentreprenør, som har en belgisk underentreprenør til at bygge den konkrete tank.

* Fem udenlandske firmaer har ifølge 3F registreret, at de lige for tiden arbejder på biogasanlægget.

* Flemløse Biogas har onsdag hyret en krisepsykolog ind til de ansatte.

* Arbejdstilsynet er tilkoblet efterforskningen, da det er en arbejdsulykke.

Det mangler vi svar på:

* Hvad er de tilskadekomnes tilstand?

* Hvem er personen, som politiet fortsat leder efter?

* Hvad gik galt, siden ulykken kunne ske?

* Kan nogen stilles til ansvar?

Kilder: TV 2 Fyn, Fyns Politi og Beredskabsstyrelsen.

/ritzau/