Overfald blev fanget på kamera - 25-årig får straksdom

25-årig overfaldt ved 04-tiden en mand i Roskilde. Lørdag eftermiddag fik han tre måneders fængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det gik vildt for sig uden for natklubben Soho Lounge i Roskilde tidligt lørdag morgen.

Her overfaldt en 25-årig mand en 36-årig mand med både slag og spark.

Politiet fik anmeldelsen klokken 04.19, og cirka ni timer senere var den 25-årige i en straksdom blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Den 25-årige havde lige slået en anden mand, da den 36-årige forsøgte at komme i kontakt med den 25-årige. Det resulterede så i, at den 36-årige blev slået ned og efterfølgende tildelt spark, mens han lå på jorden.

Politiet havde ikke de store udfordringer med at opklare hændelsesforløbet. Det blev nemlig fanget på et af politiets såkaldte tryghedskameraer.

Ud over fængselsstraffen har den 25-årige fået et nattelivsforbud på seks måneder.

/ritzau/