Overfaldet og slået med billardkugle

Foto: Arkiv

Offentliggjort Sidst opdateret

Billardkugler kan tilsyneladende bruges til andet end til at spille med. Det måtte en 41-årig mand fra Rødby sande, efter at han natten til lørdag blev overfaldet og slået med en af slagsen.

Den 41-årige var sammen med en 32-årig mand på værtshuset Valhall i Østergade i Rødby, da de pludselig blev overrumplet af flere mænd, der både sparkede og slog, blandt andet med billardkuglen.

Den 41-årige blev kørt til behandling på Nykøbing Sygehus med både brud på skinneben og skader i hovedet, og han er fortsat indlagt.

Overfaldsmændene flygtede efter episoden fra værthuset, men politiet følger op på sagen i dag.