Overfaldt psykisk syg mand efter pigejagt

To unge mænd skal i fængsel for overfald på en psykisk syg mand i Nykøbing.

Fredag blev de ved Retten i Nykøbing fundet skyldige i vold mod manden. Derefter idømte retten dem hver 60 dages ubetinget fængsel. Mændene, en 22-årig fra Nykøbing og en 23-årig fra Nørre Alslev, modtog begge deres domme.
I retten fortalte de, at der havde været en tredje mand, Lars, med under episoden. Men han er forsvundet for politiet.

Overfaldet på den psykisk syge mand, der er 53 år, fandt sted om eftermiddagen 21. juli i år.
De tre mænd kørte i en kassevogn rundt i byen og kikkede efter piger. I Skolegade fik de øje på den 53-årige, der var på vej hjem på sin cykel.

Mændene standsede bilen og gik ind i en opgang, hvor den 53-årige var ved at låse sig ind i sin lejlighed. Her fandt volden sted udenfor lejligheden. Derefter forlod de tre mænd stedet og kørte væk. Forinden ødelagde den 23-årige ofrets cykel.

I retten forklarede den 53-årige, at der havde været ikke tre, men fire mænd i opgangen.
- De stod rundt om mig i en cirkel og slog mig, fortalte han som vidne.

De to tiltalte havde en anden forklaring.
- Jeg ville tale med ham, fordi han er nærgående overfor piger i byen. Han gav mig et flabet svar, og så fik han et klap, sagde den 22-årige i sin forklaring.

Den 23-årige nægtede at have slået den 53-årige. Han havde kun ødelagt cyklen, erkendte han.
- Men han kom ned at ligge, og det var Lars, der gjorde det, forklarede de.

Retten valgte at tro på den forklaring, som den 53-årige havde givet.

Dommer Thomas Faarup gav de to unge mænd en kraftig advarsel.
- Hvis I kontakter ofret eller vidnerne fra nu af, så ryger I direkte i grundlovsforhør, sagde dommeren.

To unge mænd fik alvorlig advarsel af dommer efter overfald i Nykøbing i sommer.

Offentliggjort Sidst opdateret