Overfyldt tank med olie medvirkede til brand i Fredericia
Det var 3. februar sidste år, at en kæmpe brand brød ud på havnen i Fredericia. Foto: /ritzau/Mads Hansen
/ritzau/Mads Hansen
Rapport fra Teknologisk Institut slår fast, at en dårlig svejsning af silo har haft indflydelse på storbrand.
En overfyldt tank og en dårlig svejsning er de to vigtigste årsager til den kæmpebrand, der ramte Fredericia Havn i februar sidste år.
Det fremgår af en rapport, som Teknologisk Institut har lavet om baggrunden for branden. Det skriver DR Trekanten.
Ved branden sprang en kæmpesilo læk, så tusindvis af liter palmeolie fossede ud og brød i brand.
Først og fremmest skyldes ulykken, at firmaet Dan Gødning, der ejer siloen, havde overfyldt den, skriver mediet.
Siloen indeholdt mindst 9500 kubikmeter gødning, selv om den kun måtte indeholde 9000.
Belastningen fra den ekstra mængde gødning fik en dårlig svejsning på tanken til at briste, og dermed startede det forløb, som betød, at brandfolk fra store dele af Jylland og Fyn kæmpede mod flammerne, lyder konklusionen.
Danish Agro, der er medejer af Dan Gødning, afviser dog, at overfyldningen er skyld i ulykken, men erkender, at svejsefejlen kan have haft indflydelse.
- Meget tyder på, at der ikke havde været problemer, hvis det ikke havde været for den svejsefejl, som Teknologisk Institut har identificeret, siger Søren Møgelvang Nielsen, der er kommunikationsdirektør hos Danish Agro, til DR Trekanten.
Politiet er nu i gang med at vurdere, om der skal sigtes nogen i sagen, oplyser kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi, Ulla Kaspersen.
Det var i begyndelsen af februar sidste år, at den store brand brød ud på havnen i Fredericia.
Efter at branden opstod i den overfyldte silo, bredte den sig til flere andre tanke.
Beboere blev evakueret, og institutioner i nærheden blev lukket, fordi myndighederne mente, at der var fare for, at de brændende tanke ville eksplodere.
Flere end 250 brandfolk brugte to dage på at slukke branden.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker