Overlevende efter kæntring er udskrevet

De foreløbig to eneste overlevende danskere fra en dramatisk kæntringsulykke i Norge forlod ifølge flere aviser sidst på eftermiddagen sygehuset i Kristiansand sammen med deres pårørende.

- Sørens mor gav sygeplejersken et knus og sagde "Tak fordi I passede godt på ham," hvorefter de kørte fra hospitalet, oplyser B.T. s mand på stedet.

Den 24-årige Søren Thuesen, som ifølge politiet ved en nærmest overmenneskelig præstation svømmede op mod syv kilometer i høj sø at få tilkaldt hjælp til sine nødstedte venner, har sammen med kammeraten Niels Højlund været indlagt til behandling på hospitalet. Begge de 24-åriges familier er rejst op for at være sammen med dem.

Imens venter de pårørende til de øvrige fortsat forsvundne fire unge mænd i starten af 20'erne hjemme i Danmark på nærmere vished om deres skæbne.

På politiet pressekonference torsdag var der fortsat intet nyt om deres tilstand. Eftersøgningen fortsætter med uformindsket styrke med over 50 mand involveret.

Søren Thuesen har til politiet udtalt, at han tror, at to af dem er omkommet, men politiet leder fortsat efter flest mulige i live.

Politiet erkender, at mulighederne for at finde dem i live svinder. Hvor længe eftersøgningen skal fortsætte med det nuværende omfang, ventes afgjort inden for det næste halve døgns tid.

De fire forsvundne er ifølge ekstrabladet.dk en 22-årig fra Åbyhøj, en 23-årig fra Århus C, en 24-årig fra Åbyhøj og en 25-årig fra Århus C.

/ritzau/

De to danskere, som har overlevet kæntringsulykken i ud for Mandal i Sydnorge, er blevet udskrevet fra hospitalet i Kristiansand og hentet af deres familier.

Offentliggjort Sidst opdateret