Overstregede Dannebrog på frimærker er beviser i terrorsag
I et proppet retslokale i Københavns Byret er en sag om forsøg på terror med bomber gået i gang torsdag.
Med blyant og kuglepen blev Dannebrog på frimærker streget over eller forsøgt kradset væk, da to tiltalte i en terrorsag sendte breve til henholdsvis en søn og en medtiltalt.
Og de overstregede og udkradsede frimærker indgår nu som beviser i terrorsagen, hvor to mænd og en kvinde ved Københavns Byret er tiltalt for at have haft bombeplaner.
Frimærkerne er i sig selv ikke et bevis for noget kriminelt, understreger anklager Anders Larsson i løbet af sin præsentation af sagen torsdag. Men de kan sige noget om de tiltaltes holdning til Danmark som samfund, mener han.
- Det tegner en opfattelse af det danske samfund, og derfor kan det være et bevis. Men de tiltalte skal selvfølgelig have lov til at forklare, hvorfor de har streget Dannebrog over på frimærkerne, siger han.
Også de tiltaltes holdninger til demokrati kommer til at blive en tema for retssagen. I den forbindelse viser Anders Larsson et Facebook-opslag fra en af de to 23-årige mænd, der er tiltalt.
Her opfordres muslimer til ikke at stemme ved et demokratisk valg.
Torsdag er første dag i sagen mod den 39-årige kvinde og de to mænd. Den mintgrønne retssal 27 er da også stuvende fuld. Således sidder de tre forsvarere og tre tiltalte skulder ved skulder på samme side som anklageren.
Et par meter over for dem sidder sagens nævninger, mens pladserne til pressen og tilhørere også er fyldt op.
De tre personer er tiltalt for forsøg på terror. Anklagemyndigheden mener, at de planlagde angreb enten et sted i Danmark eller udlandet. Planerne blev dog forpurret, da mændene blev anholdt.
De er tiltalt for at have anskaffet sig kemikalier, elpærer, batterier, søm og en fjernstyret legetøjsbil. Genstandene skulle bruges til at fremstille det farlige sprængstof TATP og en bombe med fjernudløser.
Ud over at være tiltalt for forsøg på terror er kvinden også tiltalt for at have finansieret en terrorvirksomhed ved at have overført penge via en mellemmand til personer, der var tilknyttet Islamisk Stat (IS).
Derudover er hun tiltalt for at have fremmet terrorvirksomhed ved at have hjulpet flere personer, der var tilknyttet Islamisk Stat. Blandt andet ved at oprette profiler på sociale medier på IS-personers vegne og udbredt store mængder propagandamateriale.
På hendes computer har politiet fundet mere end 1800 pdf-filer med radikaliseret indhold.
Der er afsat 20 dage til sagen. Dommen ventes i slutningen af januar 2022.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned