Nørrebro i København blev tirsdag ramt af endnu et skyderi, da en 26-årig mand blev skudt tre gange og stukket med en kniv.
Opgøret, der fandt sted ved et bageri på Heimdalsgade, er endnu et i rækken af skyderier i den københavnske bydel, hvor særligt bandeopgør har tiltvunget sig en tilbagevendende plads i gadebilledet.
Nørrebro-beboer Terje Bech, der er medstifter af borgerinitiativet "Vi ta'r gaden tilbage", fortæller om en bydel, hvor frygten efterhånden har måttet vige pladsen for en ny følelse.
- Jeg tror, at folk bliver mere vrede nu. De var måske mere forskrækket de første gange, men nu bliver de mere vrede og irriterede over, at nogen kan finde på det, siger han.
- Man kan ikke se, hvad det skal gøre godt for. Hvorfor skal de lave de her opgør?
- Lige ved siden af der, hvor de skød i går, ligger en fritidsklub. Så vælger man sådan et sted. Man tager sig til hovedet, forklarer han.
Terje Bechs dengang ni-årige søn var for to år siden vidne til et skyderi på Nannasgade på Nørrebro, og i kølvandet på skudopgøret var Terje med til at stifte initiativet "Vi ta'r gaden tilbage".
- Vi blev forarget over, at nogen kunne finde på at skyde ved siden af en masse børn fra et fritidshjem klokken tre om eftermiddagen. Nu var det gået over gevind, siger han.
Derfor mødes en gruppe Nørrebroborgere klokken 17.00 dagen efter hver eneste skyderi. På gerningsstedet får de sig en snak med lokale borgere, og på den måde er de med til at "tage gaden tilbage".
- Det har vi snart - desværre - gjort en 34-35 gange efterhånden, siger Terje Bech.
- Det er ikke bøllerne, der skal bestemme, hvor vi skal gå. Det kan godt være, de tror, de kan tage gaden fra os. Men vi tager gaden tilbage.
Politiet har anholdt ni unge mænd efter skyderiet tirsdag. Det 26-årige offer er uden for livsfare.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker