Pærevælling udløste alarm på plejecentret

Claus Hansen, arkivfoto

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED: Mandag aften ved 22-tiden gik en automatisk brandmelder i gang på Lykkesejecentret i Søllested. Det var der god grund til.

- En beboer havde gang i lidt madlavning, men så var hun faldet i søvn og havde brændt sin pærevælling på i en sådan grad, at der blev en røgskadet lejlighed, beretter indsatsleder Anders W. Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen.

Personale på stedet havde dog sørget for at få fjernet vællingen fra kogepladen, så brandmændene skulle ikke bekymre sig om brandslukning. Til gengæld blev en ambulance rekvireret, så kvinden kunne tilses for røgforgiftning. Derudover blev skadeservice tilkaldt.

- Hun skulle have et andet sted at sove, konstaterer Anders W. Andersen, som roser personalet for håndteringen:

- Personalet havde reageret nøjagtig, som det skulle. Det må godt få ros for at reagere så prompte - der var styr på sagerne.