Paludan-demonstrationer fjerner politi fra andre opgaver
Politiforbundet oplever frustration blandt betjente over, at demonstrationer forhindrer andet politiarbejde.
Alle har ret til at annoncere, at de vil demonstrere. Men når politiet skal være til stede ved den racismedømte partistifter Rasmus Paludans demonstrationer, går tiden fra andet politiarbejde.
Det ærgrer formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.
- Ved at man stort set hver eneste dag kan anmelde en demonstration, der kræver et stort setup fra politiets side, er der noget andet, vi ikke kan.
- Det er alle typer opgaver. Det er indbrud, det er tyveri, det er det hele. Det håber jeg sådan set bare, at man politisk er klar over, siger Claus Oxfeldt.
Paludan rejser rundt over hele landet og demonstrerer. I arrangementerne indgår typisk en koran, som han enten kaster med eller afbrænder.
Søndag førte en Paludan-demonstration i den københavnske bydel Nørrebro til voldsomme optøjer mellem grupper af vrede fremmødte og politiet.
Medregnet søndagens demonstration har den islamkritiske stifter af partiet Stram Kurs afholdt 18 demonstrationer i år. Han har varslet nye demonstrationer både mandag og tirsdag i denne uge.
Det har Paludan oplyst til politiet, der er nødt til at dukke talstærkt op for at sikre partistifterens sikkerhed. Noget, som Claus Oxfeldt ikke kritiserer.
Han mener dog, at der politisk bør være en diskussion om, hvor ofte det skal være muligt at demonstrere.
- Selvfølgelig har man ytringsfrihed i Danmark, men man har ikke ytringspligt. Hvis det begynder at bliver tendensen for debatformen, at jo mere aggressivt, voldsomt og provokerende jo bedre, så synes jeg, vi har et problem.
- Så synes jeg, man politisk bør overveje, om man kan gøre noget.
- Man kan altså godt fjerne folks mulighed for at ytre sig, hvis der er tale om et misbrug. Det synes jeg, man juridisk bør gå ind og vurdere, om der er tale om her, siger Oxfeldt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned