Par er fængslet efter lille drengs død

Efter et seks timer langt retsmøde har Retten i Sønderborg valgt at fængsle det par, der er sigtet for dødsvold mod 15 måneder gammel dreng ved Løgumkloster.

Både drengens mor og hendes kæreste er nu fængslet frem til 15. august. Ingen af dem har kæret fængslingen. Det oplyser anklager Christina Korsgård Andersen.

Parret er sigtet for sammen at have begået dødsvold mod kvindens 15 måneder gamle dreng, Tobias, der mandag blev fundet død.

Det var kvinden selv, der ringede efter hjælp, men da politi og redningsfolk kom frem til hjemmet i Øster Højst ved Løgumkloster, fandt de omstændighederne så mistænkelige, at parret blev anholdt.

Ved grundlovsforhøret tirsdag kom det frem, at den lille dreng er blevet mishandlet så voldsomt, at han fik kraniebrud og indre blødninger.

Både manden og kvinden nægtede sig skyldige, da de blev præsenteret for sigtelsen. Kort efter blev dørene lukket af hensyn til politiets efterforskning.

Med henvisning til de lukkede døre afviser anklageren at fortælle, om parret overhovedet ønskede at give dommeren deres version er begivenhederne under det timelange retsmøde.

/ritzau/

Par sigtet for dødsvold kærede ikke deres varetægtsfængsling. Men de nægter sig begge skyldige.

Offentliggjort Sidst opdateret