Par nægter at have udnyttet thailændere til prostitution

Tre thailandske kvinder blev ifølge tiltale udnyttet af et ægtepar i et hus i Hellerup. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Thailandske kvinder arbejdede ifølge tiltale i op til 13 timer om dagen med prostitution og rengøring.

Offentliggjort Sidst opdateret

En dansk mand og en thailandsk kvinde nægter sig i Retten i Lyngby skyldige i menneskeudnyttelse af tre thailandske kvinder.

De to er tiltalt for at have rekrutteret og huset de tre kvinder med henblik på prostitution og opkrævet halvdelen af det beløb, kvinderne tjente.

Ifølge anklageskriftet skal de desuden blandt andet have opkrævet 500 kroner om dagen i husleje og 2000 kroner om måneden for reklamer på internettet.

Kvinderne har ifølge anklagemyndigheden haft åbenlyst urimelige forhold i det hus i Hellerup, hvor de har boet og arbejdet.

Ifølge tiltalen har de været beskæftiget med sexarbejde og rengøring af huset i Hellerup i op til 13 timer om dagen uden faste fridage.

Det skal være fundet sted mellem marts 2022 og april 2023 for to af kvindernes vedkommende og mellem januar og april 2023 for den tredje kvinde.

De tiltalte er et ægtepar, hvor kvinden er 60 år, og manden er 57 år.

Anklagemyndigheden har i sagen også rejst en subsidiær tiltalte om rufferi mod de to. Det er altså det, man vil have retten til at dømme de to for, hvis de ikke kan dømmes for menneskeudnyttelse.

De erkender sig begge delvist skyldige i denne tiltale. Kvinden erkender, at hun har lejet værelser, der skulle bruges til sexarbejde, ud til de thailandske kvinder.

Kvinden, der har afgivet forklaring i sagen tirsdag formiddag, har dog også forklaret, at hun stod for at tage telefonen for kvinderne, og at hun blandt andet også tog billeder af kvinderne til escorthjemmesider.

Til gengæld for at have kvinderne boende og tage telefonen, fik den tiltalte kvinde halvdelen af omsætningen, bekræfter hun i retten.

Manden forklarer i retten, at han i størstedelen af gerningsperioden ikke vidste, hvad der foregik i huset. Han var vidende om, at kvinderne skulle give massage og handjobs, men ikke mere end det.

Han var heller ikke vidende om, at hans kort og mailadresse blev brugt på en escorthjemmeside, forklarer han.

På et tidspunkt fandt han dog ud af, hvad der foregik.

Da overvejede han at flytte fra huset, men gjorde det ikke, fordi det var for dyrt at finde et nyt sted.

Han erkender sig derfor skyldig i at have medvirket til rufferi.

De tre forurettede kvinder er nu udrejst af Danmark, fordi de opholdt sig i landet uden lovligt ophold.

Begge tiltalte er beskyttet af et navneforbud.

Sagen fortsætter i Retten i Lyngby fredag.

/ritzau/