Pårørende til de syv danske gidsler, der er taget til fange af somaliske pirater, føler sig krænkede over, at Ekstra Bladet har overtalt piraterne til at lade sig komme om bord på skibet, hvor gidslerne sidder fanget.
Det skriver Foreningen til Langturssejladsens Fremme på vegne af gidslernes pårørende i en pressemeddelelse.
"Det virker meget krænkende på os som pårørende. Det er udtryk for mangel på respekt for vore kære, som jo ikke har mulighed for hverken at sige ja eller nej til at medvirke eller på anden måde påvirke det billede, som offentligheden får", står der i meddelelsen.
I meddelelsen peger de pårørende samtidig på, at avisens besøg kan skade den forhandlingssituation, de sidder i:
"Det er uværdigt og tjener først og fremmest piraternes sag samtidig med, at det gør den situation, som vore familiemedlemmer befinder sig i, endnu sværere", lyder det videre.
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har tidligere afvist, at avisens besøg kan skade de danske gidsler:
- Som jeg har sagt mange gange nu: Gidslernes situation er forfærdelig. Den er frygtelig, og den er hverken blevet værre eller bedre af, at vi har været der.
- Vi har ikke været en del af gidseltagningen, vi har været om bord for at beskrive de fuldstændigt forfærdelige forhold, de er under, sagde Poul Madsen.
De syv sejleres båd blev kapret den 24. februar, og de syv danske sejlere taget som gidsler.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker