Pårørende i gråd efter dom om trafikdrab
Der blev uddelt kram med tårevædede øjne, efter at Københavns Byret onsdag havde afsagt den hidtil hårdeste dom for et uagtsomt manddrab i trafikken.
23-årige Ramze Abdullah Hassan Jabr er i sagen idømt fire et halvt års fængsel for at være skyld i 46-årige Cilla Olander Johanssons død på H.C. Andersens Boulevard i København i november i fjor.
- Jeg tænker ofte på dig. Jeg har selv en søn på 15 år, sagde svenske Marcus Andrée til Cillas 15-årige søn, som har fulgt retssagen tirsdag og onsdag.
Marcus Andrée og Cilla havde været kærester i en lille måneds tid, da de efter en glad aften på bluesbaren Mojo i København var på vej hjem gennem byen, inden Cilla blev påkørt og dræbt.
Også Cillas mor, Bitten Weiss, var rørt til tårer efter dommen, som, hun havde håbet, ville blive en smule hårdere.
- Det er ikke, fordi jeg ønsker ham straffet hårdere, men i så fald ville han få tid til at gøre sin skole færdig, fortalte Bitten Weiss uden for byretten.
Marcus Andrée er den dag i dag dybt mærket af ulykken. Alligevel rørte det ham ikke synderligt at se optagelser af selve ulykken under retssagen. Optagelserne var fra et overvågningskamera i Tivoli.
- Optagelserne var for langt væk fra der, hvor ulykken skete. Og jeg ser billerne fra ulykken for mit indre hver dag, fortæller Marcus Andrée, som gerne havde set en endnu hårdere straf.
- Han kommer jo nok ud før tid for god opførsel, og den tid, som han har siddet varetægtsfængslet, bliver jo også trukket fra, siger Marcus Andrée.
Ramze Jabr valgte at anke dommen til Østre Landsret, hvor han vil bede om en mildere straf.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde