Pas på med at efterlade hunden i den varme bil

Sommeren og sommertemperaturerne er tilbage, og det betyder også, at der hurtigt kan blive meget varmt i parkerede biler. Det har man også bemærket hos politiet.

- Vi har fået nogle henvendelser de sidste par dage fra dyrevenner, som har observeret hunde, der var lukket inde i varme biler i sommervarmen, fortæller Tom Ahlquist fra lokalpolitiet i Nykøbing.
 
Han opfordrer alle hundeejere, som efterlader hunde i bilerne i den varme tid, til at huske at åbne et vindue, så hunden kan få frisk luft. 
- Bedst er det at tage hunden med sig og slet ikke efterlade den i en varm bil, siger Tom Ahlquist.

I sommeren 2007 omkom en hund, som ejeren havde efterladt i sin bil, mens han gik i biografen i Nykøbing.

Jan Nielsen, direktør for dyreværnsorganisationen Dyrefondet, sagde dengang, at hunde normalt har det fint med varmen, men de har det bestemt ikke fint med at blive efterladt i en parkeret bil, hvor det i disse dage kan blive meget varmt.
- Når folk parkerer i skyggen, glemmer de, at efter et stykke tid begynder solen at flytte sig, og inde i en ophedet bil kan hunden ikke komme af med varmen. Så dehydrerer den, får måske hedeslag eller dør, sagde Jan Nielsen dengang.

Efter hans opfattelse kunne mange af disse tilfælde forklares med, hvad han kalder "misforstået godhed".
- Især unge familier har den fejlagtige opfattelse, at man helst skal være sammen med sin hund 24 timer i døgnet. Men hvis man er væk i kortere tid, er det meget bedre at efterlade den hjemme eller i sommerhuset, hvor hunden kan løbe rundt, konstaterede Jan Nielsen.

Politiet i Nykøbing har fået flere henvendelser i de seneste dage om hunde, der var lukket inde i parkerede biler i sommervarmen.

Offentliggjort Sidst opdateret