Påsatte brande udløser kritik af efterforskning

Der er nu begyndt at opstå kritik af politiets efterforskning i forbindelse med de mange uopklarede påsatte brande i Sakskøbing-området inden for de seneste par år.

Brian Larsen fra Sakskøbing, der tilbage i april udlovede en dusør på 25.200 kroner, kritiserer på Facebook-gruppen "Stop pyromanerne i Sakskøbing" politiet for ikke at gøre nok for at opklare brandene. Her skriver han blandt andet: "Må provokerende påstå at politiet åbenbart er taget på ferie og har glemt at booke ferieafløsning... 1. vidnet til halbranden kan ikke få afgivet sin forklaring trods flere forsøg, og politiet har ikke taget kontakt trods beskeder herom".

Overfor folketidende.dk uddyber han sin kritik:

- Jeg er selvfølgelig godt klar over, at pyroman-brande ofte er svære at opklare. Men i forbindelse med den seneste brand i Hal B kender jeg vedkommende, som har anmeldt branden. Trods flere henvendelser til politiet er hun endnu ikke blevet afhørt, hvilket jeg finder mærkeligt. Dem jeg taler med i Sakskøbing og på Facebook er der mange der ikke finder det særligt betryggende, at der ikke er sket noget i de sager her, siger Brian Larsen.

I skrivende stund (fredag eftermiddag red.) er det seks dage siden kvinden anmeldte branden - og det undrer Brian Larsen sig over.

- Enten bruger politiet ressourcerne helt andre steder eller også er der bare ikke ressoucer til at opklare denne type brande, siger han.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen afviser kritikken.

- I forhold til branden lørdag morgen er der foretaget en hel del tekniske undersøgelser og en del vidneafhøringer. Der resterer stadig en del vidner, som vi skal tale med, så jeg kan bestemt afvise at der at der ikke bliver gjort noget for at opklare de brande. Vi prioriterer de henvendelser vi har fået og dem vi i første omgang har henvendt os til, er nogen af dem vi har vurderet kunne ligge inde med oplysninger som var væsentlige, siger han.

Han understreger, at der også vil blive foretaget afhøringer af de andre vidner, der har henvendt sig, herunder også omtalte anmelder. 
 
- Man skal også huske på, at vi søndag havde et drab andetsteds i politikredsen, som også lagde beslag på store dele af vores ressourcer, tilføjer Søren Ravn-Nielsen med henvisning til et drab på en 56-årig mand i Vordingborg.

Han pointerer, at det derfor samlet set er et spørgsmål om, at opgaverne bliver prioriteret ind i den samlede opgaveportefølje.

- Og dér vælger vi naturligvis at prioritere det meget akutte først, siger han.

I kølvandet på den seneste påsatte brand i Hal B i Sakskøbing sidste weekend er der nu opstået kritik af politiets efterforskning.

Offentliggjort Sidst opdateret