Påsejling af bro standsede tog over Masnedsund
Togtrafikken mellem Sjælland og Falster blev tirsdag før middag indstillet i cirka halvanden time på grund af en påsejling af Masnedsundbroen.
Det var en coaster, som ramte broen. Efterfølgende lukkede man af sikkerhedsmæssige grunde for togtrafikken, mens vejtrafikken fik lov at fortsætte.
- Der er tale om en meget lille påsejling, og skibet er allerede på vej videre, fortalte vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kort efter påsejlingen.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med påsejlingen, og ifølge Banedanmark er der kun kommet mindre skrammer på broen, som ikke har nogen sikkerhedsmæssig betydning.
Masnedsundbroen ligger i forlængelse af Storstrømsbroen og forbinder Sjælland med Masnedø, mens Storstrømsbroen forbinder Masnedø med Falster.
I april blev broen også påsejlet og måtte lukkes for togtrafik i tre dage. Dengang var det det britiske fragtskib Karla C, som ramte broen.
DSB indsatte togbusser til at fragte togpassagerer over Masnedsund, mens jernbaneforbindelsen var lukket.
Ved påsejlingen i april viste det sig, at der ikke var nogen skade af betydning på broen. Alligevel måtte togpassagerer over sundet i tre dage fragtes med bus, før Banedanmark var færdige med at undersøge broen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker