Passager er i kritisk tilstand efter bilulykke fredag aften

Nabo til branddam gik ud for at redde tre mænd ud af forulykket bil i Visborg nær Hadsund.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den ene af to passagerer i en personbil meldes fortsat i kritisk tilstand efter en ulykke fredag aften i Visborg nær Hadsund.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi lørdag eftermiddag.

Bilen kom kørende ad Visborgvej, da den skred ud i rabatten, trillede gennem et træbælte og endte i en branddam.

En nabo hørte støjen, gik ud og fik de i alt tre mænd ud af bilen i branddammen, hvor der er cirka en meters vand, oplyser politiet.

Da der er mistanke om, at den 24-årige fører kunne være påvirket, blev der taget en blodprøve.

Han og de to passagerer blev bragt til behandling på sygehus i Aalborg.

Mens føreren fik lettere skader, blev de to passagerer, der er henholdsvis 37 og 26 år, alvorligt kvæstet. Den ene er som nævnt i kritisk tilstand.

Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken, som en bilinspektør undersøger nærmere.

/ritzau/