Passager stukket ned i tog mod Aarhus

En togpassager er mandag formiddag blevet stukket ned med kniv, da han gjorde klar til at stå af i Aarhus.

Politiet fik alarmen klokken 9.43 om den usædvanlige hændelse i toget, der kom fra København og skulle videre til Nordjylland.

Passageren er ved middagstid mandag på operationsbordet, men er uden for livsfare, fortæller politikommissær Mogens Brøndum i Østjyllands Politi.

- DSB har tilbudt krisehjælp til de passagerer, der har overværet dette her, siger politikommissæren.

Overfaldet skete i vogn 81 på 1. klasse.

Offeret havde netop rejst sig op for at tage sin taske ned og vendte ryggen ud mod gangen, da gerningsmanden stak ham i ryggen med kniven.

"I er efter mig alle sammen," skal manden have sagt.

Den 59-årige mand tabte kniven, og andre passagerer fik fat i våbnet.

Da betjentene mødte op på stationen i Århus, hjalp passagererne politiet ved at råbe "han sidder derinde."

- Han sigtes for forsøg på manddrab, siger politikommissær Mogens Brøndum.

/ritzau/

Krisehjælp til passagerer efter knivoverfald på 1. klasse i DSB-tog på vej mod Aarhus

Offentliggjort Sidst opdateret