Pattestiv bag rattet: Var så fuld, at bilen blev beslaglagt på stedet
Arkivfoto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen, FT
Da en 60-årig mand blev bedt om at puste i alkometeret, var promillen så høj, at politiet tog det køretøj, manden førte.
Fredag aften havde en 60-årig mand fået masser af våde varer indenbords.
Om det var den store mængde alkohol, der fik ham til at træffe dumme beslutninger, vides ikke.
Men sikkert er det, at mandens dømmekraft endte med at koste ham en bil.
Vanvittig høj promille
For da en patrulje fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag klokken 20.24 standsede den 60-årige på Peter Freuchensvej i Nykøbing, stod det hurtigt klart, at han på ingen måde var i stand til at føre et køretøj.
Politiet melder i døgnrapporten, at alkometeret viste et stykke over to promiller, da den 60-årige pustede. Når en person stoppes med en promille på over to, betegnes det som vanvidskørsel. Når der er tale om vanvidskørsel, beslaglægges bilen.
Derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel, og bilen blev hentet.
Som regel god nok
Politikommissær Søren Skotte, leder af politiets færdselsafdeling, fortæller, at alkometertesten "kun" er vejledende.
- Det eneste, der afgør, at man i sidste ende mister sin bil, er svaret på blodprøven, siger han og fortsætter:
- Som udgangspunkt er den god nok, hvis man blæser over to promiller, men det er ikke til at vide på forhånd, om svaret på blodprøven kommer tilbage som 2,1 eller 1,99 for eksempel. Hvis det bliver sidstnævnte, er det bare heldigt for bilisten, for så mister man ikke bilen.
- Nogle gange sker det også, at alkometeret viser under to, men at blodprøven så viser over to. Så følger vi naturligvis op på det, siger Søren Skotte og tilføjer, at der mandag formiddag endnu ikke er kommet svar på den blodprøve, den 60-årige mand har afgivet.
Den grove færdselsforseelse resulterede også i, at mandens førerret blev inddraget.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker