Paul Watson skal forblive bag tremmer i Nuuk
I flere storbyer har der været demonstrationer for løsladelsen af Paul Watson. Dette billede er fra slutningen af oktober i Paris. (Arkivfoto). Foto: Findlay Kember/Ritzau Scanpix
Dommer i Paul Watsons sag opfordrer Justitsministeriet til snart at afgøre, om Watson kan udleveres til Japan.
En dommer ved Retten i Grønland har forlænget tilbageholdelsen af aktivist Paul Watson til 4. december.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG, og Grønlands Politi oplyser det i en pressemeddelelse.
Af praktiske årsager vil det næste retsmøde om Watsons fængsling blive afholdt 2. december, skriver politiet.
Onsdag har der været et retsmøde om den fortsatte fængsling af den 73-årige canadisk-amerikanske hvalaktivist, der har siddet fængslet på Anstalten i Nuuk siden slutningen af juli.
Han blev anholdt i Nuuk på baggrund af en japansk arrestordre. Japan ønsker ham udleveret og retsforfulgt for en hændelse i Antarktis i 2010.
Her var Watson ifølge de japanske myndigheder med til at beskadige et hvalfangerskib og hindrede også japanske hvalfangere i at udføre deres arbejde. Et besætningsmedlem kom det skade, hedder det.
Watson selv nægter sig skyldig og har kæret dommerens kendelse om at forlænge fængslingen på stedet.
Det betyder, at Grønlands Landsret skal tage stilling til spørgsmålet.
- Den japanske hvalfangst er blevet dømt illegal i 2014. I vil holde mig væk fra mine børn i julen. Ingen kom til skade dengang. Det er totalt latterligt, siger Paul Watson ifølge Sermitsiaq.AG, da han får det sidste ord i retten.
Sagens dommer, Lars-Christian Sinkbæk, siger ifølge Sermitsiaq.AG i onsdagens retsmøde, at der er grundlag for at forlænge tilbageholdelsen af Paul Watson.
Det er Justitsministeriet i Danmark, der afgør, om Paul Watson kan udleveres til Japan.
Dommeren i sagen opfordrer onsdag Justitsministeriet til snart at træffe en beslutning.
Til baggrund for beslutningen om udlevering har Justitsministeriet indhentet udtalelser fra Grønlands Politi og Rigsadvokaten.
Den 25. oktober oplyste Justitsministeriet, at det "for nylig" havde modtaget udtalelserne fra Rigsadvokaten og Grønlands Politi.
Vurderer Justitsministeriet, at der er grundlag for at udlevere Paul Watson, har han mulighed for at få sagen indbragt for domstolene.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub