Påvirket bilist havde 72 kanonslag med i sin bil - men det var ikke alt

En politipatrulje standsede tirsdag aften en 21-årig mand, der slog ud i en narkometertest. Men det var ikke hans eneste problem. Foto: Rigspolitiet

En 21-årig mand havde en hel del ulovligt gods med i bilen, da politiet standsede ham sent tirsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 21-årig mand fra Maribo blev sent tirsdag aften standset af politiet på Nykøbingvej ved Ønslev.

En narkometertest gav udslag for cannabis, og den 21-årige blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Da politibetjentene undersøgte hans bil, fandt de på gulvet 72 kanonslag. Derudover lå der også en lille pose med 0,2 gram kokain og 3,9 gram hash.

Derfor blev den 21-årige sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for overtrædelse af fyrværkeriloven.

Stofferne og kanonslagene blev konfiskeret, og den 21-årige blev løsladt igen klokken 23.24, efter at der var taget en blodprøve af ham.