PÅVIRKET KVINDE STOPPET I BIL MED STJÅLNE NUMMERPLADER

Arkivfoto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY: En 34-årig kvinde fra Nakskov havde sikkert håbet, at hun undgik at møde politiet, da hun lørdag var ude at køre på Sydlolland. Klokken 20 blev hun alligevel stoppet af politiet til et rutinemæssigt tjek, og så væltede det ellers ud med sigtelser.

Hurtigt viste det sig, at den Peugeot, som kvinden kørte rundt i, var påmonteret stjålne nummerplader. Bilen var da også afmeldt til forsikringen, og den 34-årige kvinde var frakendt retten til at køre bil. Da bilisten blev tjekket i en narkometertest, pegede den på, at hun var påvirket af euforiserende stoffer, og en tur med alkometeret viste en for høj promille. Kvinden oplyste, at hun havde stjålet bilen, men den sigtelse undgik hun i første omgang.