Påvirket mand slæbte betjent efter motorcykel
En 21-årig mand forsøgte at stikke af fra politiet og slæbte en betjent efter sig. Hun slap dog med knubs.
En 21-årig mand havde ikke den store lyst til at rette sig efter politiet, da en patrulje fredag aften forsøgte at få ham til at standse på Silkeborgvej i Aarhus.
Med horn og lygter gav politipatruljen motorcyklisten, som ifølge politiets døgnrapport var påvirket af narko, besked om, at han skulle standse op.
Det gjorde han ikke. I stedet forsøgte han at stikke af, men han nåede ikke langt, før han ramte kantstenen og væltede.
Den ene betjent sprang ud af patruljevognen og greb fat i den 21-årige. Det havde dog ikke den store effekt, for han sprang igen op på motorcyklen og kørte af sted med betjenten slæbende efter sig.
Føreren af patruljevognen kørte resolut op foran motorcyklen og spærrede vejen. Da motorcyklen ramte patruljevognen, væltede den med både fører og betjent. Den 21-årige slap ifølge politiet uskadt, mens betjenten slap med knubs.
- Hun har slået ryggen, uddyber vagtchef Per Bennekov.
Den 21-årige blev efterfølgende præsenteret for en stribe sigtelser, blandt andet at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed, voldt eller trussel om vold mod politiet samt at forsøge at flygte fra politiet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde