Pensionsselskaber frifundet i sag om konkurrencefusk
PKA og PKA+ er mandag frifundet i sag, hvor selskaberne har været tiltalt for brud på konkurrenceloven.
Pensionsselskaberne PKA og PKA+ er blevet frifundet i en sag om brud på konkurrenceloven. Også to ledende medarbejdere, der var tiltalt i sagen, er blevet frifundet.
Det skriver Retten i Lyngby i en pressemeddelelse.
Retten fandt det ikke bevist, at de to selskaber var "aktuelle eller potentielle konkurrenter" i forhold til et udbud, der i 2018 mundede ud i et pensionstilbud til supermarkedsgiganten Salling Group.
Udbuddet blev lavet i samarbejde med Danica Pension. Tilbuddet drejede sig om pensionsprodukter til 2500 chefer og 16.000 medarbejdere i supermarkedskoncernen.
Retten fandt heller ikke, at selskaberne havde forsøgt at opdele markeder eller kunder.
Heller ikke at de skulle have koordineret bud, "der direkte eller indirekte havde til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med dagligvarekoncernens udbud af en firmapensionsaftale i 2018", lyder det i pressemeddelelsen.
Der har været navneforbud på de to ledende medarbejder, der også har været tiltalt. Det vil sige, at deres navne eller informationer, der gør, at de kan identificeres, ikke må offentliggøres.
Navneforbuddet er med dagens dom blevet forlænget, sådan at det også kommer til at omfatte en eventuelt ankesag i landsretten.
Mens PKA og PKA+ er ejet af pensionskasserne i en række sundhedsfaglige forbund, er Danica ejet af Danske Bank. PKA-selskaberne har et greb om overenskomstansatte, mens Danica har godt greb om ledere.
Fidusen ved et samarbejde skulle være, at selskaberne skulle kunne levere et samlet tilbud, der var mere attraktivt for både overenskomstansatte og ledere i en given virksomhed, end hvis de hver især skulle byde ind på pensionsaftaler med hver deres segment.
I PKA håbede man, at man kunne opnå årlige indbetalinger på yderligere en milliard kroner, blandt andet gennem et samarbejde som det med Danica, fremgår det af dokumenter, som er blevet fremlagt i retten.
Det vides ikke, om anklagemyndigheden vil anke sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker