Person fundet død i brændt rækkehus i Sønderjylland
Teknikere arbejder tirsdag morgen på at klarlægge årsag til brand i rækkehus i Bevtoft.
En brand i et rækkehus i Bevtoft vest for Haderslev fik natten til tirsdag politi og brandfolk til at rykke ud.
Inde i huset blev en person fundet indebrændt, oplyser vagtchef Ole Aamann ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det var en nabo, der slog alarm om branden. Personen ringede 112 klokken 04.14, hvorefter brandvæsen og politi kørte ud til stedet. Her blev de mødt af kraftig røg fra ejendommen.
- Røgudviklingen gjorde, at vi måtte evakuere naboejendommen, siger Ole Aamann.
- På brandstedet finder vi efterfølgende en indebrændt person, og her til morgen bliver der arbejdet på stedet, så der kan fastlægges en brandårsag, siger vagtchefen videre.
Politiet har kun underrettet en enkelt af den døde persons pårørende. Derfor ønsker man ikke at oplyse noget om den omkomnes køn eller alder.
Personen er den anden, der i løbet af få timer er blevet fundet død efter en brand.
Mandag aften var der brand i en lejlighed på et plejecenter i Vejle, og også her blev en person fundet død.
Sydøstjyllands Politi oplyste natten til tirsdag, at der formentlig er tale om lejlighedens 87-årige mandlige beboer. De pårørende til manden er underrettet.
Det var kort før klokken 22.00, at brandvæsenet blev kaldt ud til en brand i lejligheden på plejecentret Betty Sørensen Parken.
Lejligheden blev kraftigt røgskadet, men branden nåede ikke at sprede sig til andre dele af plejecenteret.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde