PET-chef er godt tilfreds efter våbenfund

Politiets Efterretningstjeneste (PET) deltog sammen med politiets særlige bandeenhed, Task Force Øst, Rigspolitiet og Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i den efterforskning, der torsdag førte til et stort våbenfund i Brøndbyvester.

Ifølge PET har man gennem længere tid arbejdet målrettet på at finde frem til det store antal våben, der har været forsvundet siden røveriet mod Antvorskov Kaserne i januar 2009.

- Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at PET har bidraget til, at flere af de våben, som blev stjålet i forbindelse med Antvorskov-røveriet, nu er blevet beslaglagt, siger chefen for PET, Jakob Scharf.

- Det har hele tiden været en høj prioritet at få de mange våben væk fra det kriminelle marked.

De første anholdelser i sagen blev foretaget i februar 2009, og i forbindelse med anholdelserne dengang blev cirka halvdelen af de stjålne våben beslaglagt.

Knap to uger senere blev en sergent fra hæren anholdt i Kosovo, hvor han gjorde tjeneste.

Den 1. juli 2010 faldt der dom i sagen ved Retten i Næstved, hvor fire tiltalte blev kendt skyldige. To tiltalte blev idømt ni års fængsel, blandt dem den sergenten, der leverede den nødvendige insiderviden. Den tredje tiltalte fik otte års fængsel, mens den fjerde blev straffet med fire års fængsel for hæleri.

Dommene blev stadfæstet af Østre Landsret i foråret 2011.

/ritzau/

PET er glad for at en målrettet indsats for at finde våbnene fra Antvorskov Kaserne har givet pote.

Offentliggjort Sidst opdateret