Oplysningen om den interne advarsel er onsdag kommet på bordet i Østre Landsret som lidt af en bombe.
Her afhører en kommission en stribe vidner i forsøget på at undersøge, om PET tilbageholdt informationer for det åbne politi med den virkning, at banden for sent blev pågrebet.
Advarslen står i den rapport, som en tidligere ansat i PET skrev i foråret 1986. Den nu pensionerede kriminalassistents oplysning kom tydeligvis bag på kommissionens medlemmer og udspørger.
Den cirka 10 sider lange rapport findes nemlig ikke blandt de cirka 200.000 sider, som kommissionen ligger inde med.
- Rapporten blev givet til Per Larsen, sagde kriminalassistenten med henvisning til den daværende operative leder i PET.
Kriminalassistenten fortalte, at han i foråret 1986 fik en særlig opgave.
- Ledelsen følte ikke, at man havde et godt nok overblik over banden. Oplysninger lå lidt spredt rundt omkring i PET. Min opgave var at samle al den viden, der forelå i forskellige rapporter, og lave en analyse og konklusion.
- Ledelsen mente, at der kunne være mere i Blekingegadebanden end det, der umiddelbart forelå, sagde han.
Efter to-tre ugers arbejde opregnede han en række røverier og drog flere konklusioner. For eksempel så han på gidseltagningen af en bankdirektør, dennes hustru og parrets barnebarn i Glostrup i 1980:
- Det var sandsynligt, at det var Appel-gruppen, der havde lavet det. Der var så mange indicier på, at det var dem, sagde kriminalassistenten.
Appel-gruppen var på det tidspunkt den interne betegnelse for Blekingegadebanden. Gotfred Appel var gruppens ideologiske far.
Den stærkt venstreorienterede gruppe blev anholdt i 1989 og senere dømt for blandt andet røveriet mod et postkontor i Købmagergade, hvor en ung betjent blev dræbt.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde